Savnet af ungernes fredagshygge

Følgeton: Den fredelige skilsmisse og alt det uventede - Liz, del 1

Forfattet af Jannie Duedahl, mentor-coach. Inspireret og baseret på virkelighedens verden.

Liz sad i det kolde sand og kiggede ud over havet. Knæene presset ind mod brystet, mens hun knugede dem hårdt. Vejret var ligesom hendes følelser - i et stort virvar.

Mørkt, blæsende.

Bølgerne var vilde og det var som om hun gik lidt i et med naturen.

Det falske smil

"Er det virkelig så tydeligt, at jeg har det af helvede til?", tænkte hun.

"Nu kan det også være ligemeget - jeg gider ikke holde facaden mere. Nu må folk bare se hvilket rodet, forvirret og fuldstændigt smadret menneske, jeg er".

Hun havde længe gået og prøvet at bære et smil udenpå. Men når folk ikke kiggede, var det som om hun havde hele havet i tårer inde i sig. Og de ville bare ud. Nu mens hun sad der og kiggede ud over havet, kunne hun ikke holde dem tilbage.

De løb ud af hende. Hun prøvede at tørre dem bort med ærmet, men hun opgav. Et helt hav skyllede ud af hende. Hun begyndte pludselig at grine over det billede, hun havde lavet af sig selv og sine tårer. Et sådan lidt ukontrolleret hulkende grin. Det genkendte hun. Det var hendes “jeg vil ikke kigge på alvoren i det” grin. Men det virkede ikke denne gang. Hun ønskede heller ikke at det virkede. Hun havde brug for at græde - hele hendes sjæl kaldte på det.

Et hav af tårer

Så hun lod tårerne løbe. Hun græd over, at hun ikke kunne få sit ægteskab til at lykkes. Hun græd smertende tårer over, at hendes børn i denne uge var hos ex-manden.

“Mon de griner og hygger sig lige nu? Det var fredag, så de var sikkert lykkelige over fredagshygge og fredagsslik. Den dag på ugen, som var børnenes dag, traditionens dag - den dag alle elskede. Hele ugen kunne børnene glæde sig til den. "Og nu er de i fuld gang - uden mig.”, smertede hun. Hun hulkede og hulkede. Lige dér følte hun sig som det mest ensomme menneske i verden.

En erindring fra sandhedens verden

Hun fik en erindring. Sidste fredag, havde hendes ex ringet og sagt, at han savnede ungerne. Hun havde fejet ham lidt af - eller hun var i hvertfald ikke stoppet op og lyttet sådan rigtig efter. Hun havde ikke sat sig i hans sted eller mærket hans smerte. Den mærkede hun nu. Havde hun dog bare været mere betænksom. Ham hun engang havde elsket, havde haft tillid til at han kunne ringe og fortælle sin smerte. En smerte hun selv kendte, men ikke ville mærke. Dér, midt mellem tårerne lovede hun, at hun fremover ville være lidt mere lyttende og forstående, hvis han udtrykte sit savn igen. Han havde måske også siddet den fredag og tænkt, at vi hyggede os helt vildt. Og det gjorde vi. Sidste fredag var magisk. Vi havde hygget og grinet og spist fredagsslik. Pludselig følte hun sig ikke helt ensom mere. Hun havde børnene. Og hun var på en måde stadig connected med sin ex. Endda på en ærlig og sårbar måde. Hvilket viste hende, at der stadig var tillid og tryghed mellem dem. Noget hun udmærket godt vidste, kunne forsvinde, hvis hun ikke passede godt på det.

I erindringens klare lys

"Var det fredag eller måske torsdag, at Ida (deres yngste barn) havde sagt, at hun savnede sin far. Ikke på nogen ked af det måde, men blot at hun savnede ham. “Når jeg er hos far, savner jeg dig og når jeg er hos dig, savner jeg far”, huskede LIz. 

Først fik det endnu flere tårer frem, “min lille pige må ikke sådan gå og savne”. Men så slog det hende, at hun ikke havde virket trist - mere konstaterende, mere ren i savnet. Som om den lille pige havde en klar indre forståelse af hvad savn var.

Tårerne stoppede

Det var som om tårerne begyndte at stoppe. Liz følte sig på en mærkelig måde lidt mere let i kroppen.

“Måske jeg kan lære af min egen datter. Måske jeg også kan lære at savne uden at føle mit hjerte bliver revet ud af kroppen," LIz sendte et telepatisk kærligt smil til sin datter og følte sig som den heldigste mor i verden.

En lille forandring

"Måske du endda kan lære mig, at jeg ikke er glemt, når I er hos jeres far. At jeg altid vil være vigtig for jer." 

Der kom ikke noget svar, "hvilket også ville have været mærkeligt", smilede hun for sig selv. Men indeni vidste hun, at noget var forandret.

At hun var på vej.

Hun var ikke længere helt så tung - mere bare rigtig træt og lidt håbefuld. Hun havde opdaget små frø, der kunne give hende styrke og håb.

Følgeton, del 1 - der kommer mere om LIz   

______________________________

Du er altid velkommen på Dit udviklende frikvarter, som er en lukket FB gruppe med løbende inspiration til at LEVE DIG GLAD.

Endelig også skriv dig op på nyhedsbrevet og få en dejlig beroligende kropsscanning.

Læs mere om skilsmisse og mind-lift på mind-lift.dk

Hvad er en mentor-coach? Hvad kan jeg gøre for dig? Få lidt mere inspiration i disse videoer eller på mind-lift.dk